
Hjemmesidens blog kan også løbende bruges til at udtrykke forskellige ideer, tanker, holdninger, beskrivelser, historier m.v. Afsender kan være en enkelt kunstner, bestyrelsen eller den samlede forening. Så hvis du som medlem af foreningen ”Syddjurskunstner” har noget relevant og også eksternt rettet på hjertet (husk, det er jo en offentlig tilgængelig hjemmeside), hører vi meget gerne fra dig. Som blogforfatter er ens indlæg alene udtryk for skribentens egen holdning (vil komme til at stå under den type indlæg). Indlægget skal dog være inden for skiven af, hvad foreningens hjemmeside vil og kan være ”organ” for at bringe. Det er bestyrelsens ansvar.
Foreningens formulerede formål
Ved stiftelse af foreningen ”Syddjurskunstnere” i 2006 blev der i vedtægterne formuleret disse formål for foreningen:
at være kommunens samarbejdspartner i kunstneriske spørgsmål
at skabe kontakt mellem virksomheder og foreningens kunstnere
at skabe rum for en kunstnerisk dialog og styrke og synliggøre professionelle kunstneres arbejde
at formidle kontakt mellem foreningens kunstnere
at samarbejde med beslægtede foreninger i ind- og udland.
Hvert af disse emner kan eksempelvis og utvivlsom afføde mange relevante og interessante blogindlæg. Måske med en overskrift som dette blogindlæg: ”Kunstnerisk kontakt og dialog i Syddjurs”. Og nogle gange måske samtidig som indlæg i lokalaviserne på Syddjurs.
Vores fælles udstillinger
Et vigtigt – og måske nok det vigtigste samarbejdsområde i foreningen – er vores fælles udstillinger. Primært vores årlige påskeudstilling på Fuglsøcentret i Knebel. Det vil også i stort omfang være her i bloggen, at omtale, præsentationer m.v. i den sammenhæng vil blive formidlet.
Bestyrelsen