top of page
  • steen794

Lars Ibsen fik interesse for keramik allerede som ung

Opdateret: 3. mar.

PORTRÆT MARTS 2024 - Keramiker Lars Ibsen fortæller om hans gode rejse fra tømrer, arkitekt til keramiker. Rejsen startede så småt i 17-18 års alderen, men foldede sig først for alvor ud en del år senere i livet.



Keramiker Lars Ibsen i værkstedet


EN GOD REJSE ...


Da jeg som 17-18 årig var i lære som tømrer, havde jeg en god ven og lærlingekollega, hvis forældre af og til tog os med på kunstudstillinger primært i Randers/Aarhus-området. Det var nyt for mig, for det var endnu ikke noget, vi gjorde i min familie.


Jeg husker ikke så meget om billedkunstnerne, men jeg var meget optaget og vitterligt imponeret af den udstillede keramik. Hvis man var heldig, kunne man også få lov at røre ved keramikken! Som lidt ældre opsøgte jeg selv keramik-udstillinger, når det var muligt, og navne som Gertrud Vasegaard og Gutte Eriksen, husker jeg tydeligt. De gjorde indtryk. Tænk, at man kan lave så smukke ting ud af ler! Ja, og så af et stort talent selvfølgelig.


I slut 60’erne og begyndelsen af 70’erne boede jeg i Aarhus under min uddannelse til arkitekt. I den periode blev det til mange besøg i keramikbutikker og på -værksteder. Dem var der en hel del af på den tid i Aarhus midtby. Så SU’en måtte af og til også strækkes lidt – for jeg købte også keramik og fik bla. et par gode ting af Clara Andersen og siden af Kirsten Sloth. Ja, og jeg har også stadig en fin ældre Kähler-lampe, som jeg købte i den periode.


Jeg tænkte ikke selv på at gå i gang med leret, men var meget fascineret af det keramiske univers. Familie, uddannelse og arbejde tog vel også tiden, som for andre unge mennesker.


Først i begyndelsen af 80’erne skete der noget. Vi var flyttet til Herning og havde fået job der. Her mødte jeg Peter, som var min kollega, og som også var lidt ”keramiktosset”. Peter havde deltaget i keramikkurser på Aarhus Kunstakademi, og han kunne derfor allerede en del. Han var også den lykkelige ejer af en sparkeskive, og han tilbød mig at prøve at dreje, så med lidt hurtig drejeinstruktion, var jeg for første gang UDØVENDE!


Jeg blev straks bidt af det, og få dage efter tog jeg igen ned til ham en stille eftermiddag efter arbejde og satte mig alene og med dyb koncentration ved drejeskiven. Det var en af de første gange af mange flere, jeg på egen hånd satte mig til drejeskiven der. Men det havde så nær kostet mig hørelsen og et hjertestop! I kælderen, hvor sparkeskiven stod, var der nemlig et sæt højtalere, der havde forbindelse til stuen, hvor grammofonen stod. Her betjente husets ældste datter på 5 år grammofonen med stor rutine. Man skruer helt op for lyden og sætter så Pippi Langstrømpe på for fuld udblæsning. Problemet var bare denne dag, at hun havde switchet højtalerudgangen til kælderen, hvor jeg sad og forsøgte at dreje en fin lille skål. Den skål blev der ikke meget af.


Således begyndte min karriere som udøvende keramiker, men den forsatte heldigvis under roligere forhold.


Min kollega og jeg gik sammen på nogle aftenskolehold, hvor vi mødte Helle, der også var en glad amatør. Hun var dog så heldig, at hun hjemme på gården havde et flot stort værksted med drejeskiver, alt værktøj og en stor el-ovn. Her mødtes vi en gang om ugen og øvede os alle tre. Det gjorde vi hver uge over et par år. Vi læste om teknikker og prøvede af. Vi eksperimenterede med ler og glasurer og spurgte os for, når vi kunne komme afsted med det. Det var både lærerigt, hyggeligt og sjovt, og Helles mand deltog som opvarter og serverede ostemadder og kaffe til hårdtarbejdende keramikerspirer.


Siden fik vi også kontakt med en professionel kunstner Poul Bækhøj. Han lavede keramik dengang, men siden arbejdede han med store stenskulpturer. Poul var dygtig og kompromisløs med sin kunst. Han besad en seriøsitet om det at arbejde med form, dekoration og materialer, som vi blev inspirerede af. Han brændte sine ting i en oliefyret ovn, og det gav tingene deres helt eget liv. Vi fik sommetider et par skåle med i reduktionsbranden. De skåle har jeg endnu.


Så flyttede vi igen i begyndelsen af 90’erne. Denne gang til Mols. Der blev kortere afstand til Vestergade i Aarhus og et par vintre gik jeg på keramikkursus på Aarhus Kunstakademi hos Kim Holm og Lars Lond. Det var meget inspirerende at være en del af disse kurser. Her var jeg første gang i professionelle hænder, og det lærte jeg af, og det var godt ...


På mit nye arbejde i Ebeltoft fik jeg en god kollega, hvis mand Ulrik Lundbergh var keramiker. Han var rigtig god til at dreje, og havde arbejdet på Sorring Lervarefabrik under Knud Jensen. Det at dreje var stadigvæk ikke min stærke side, så her kunne jeg lære noget…


Ulrik var heldigvis en meget rolig natur og meget tålmodig, men jeg kan dog stadig for mit indre øre høre ham sige: ”Så tag da ved det for h.....! Det er s.. dig og ikke leret, der bestemmer!” Ulrik lærte mig en hel del om det at dreje, og jeg fik en masse øvelse hos ham, og fik lært at dreje større ting. Det var også hyggeligt at komme hos ham og hans kone. Hun vartede os også altid op med ostemadder og kaffe.


Jeg fik i samme periode etableret et lille værksted hjemme med en sparkeskive, og så fik jeg brændt mine ting hos Ulrik.


Jeg var produktiv, for det var jo sjovt, og da min mor snart ikke kunne aftage flere af mine prøvestykker, og resten af familien også var helt godt forsynet, skulle der ske noget med afsætningen. Jeg tog mod til mig og meldte mig til medlemmernes efterårsudstilling i Ebeltoft Kunstforening. Det blev min indgang til at udstille og sælge det, jeg præsterede. Det var grænseoverskridende, men folk var begejstrede, og det gik faktisk helt godt.


Det blev også begyndelsen til flere udstillinger og også til at udvide værkstedet herhjemme med en professionel Djurslænder el-drejeskive og en Scandia el-ovn.


I dag arbejder jeg mest med unika ting i stentøj, men har også arbejdet med raku-teknik.Jeg holder af at dreje og anvender flere forskellige lertyper og næsten altid begitning, som er indfarvet med oxyder og stains (lerfarve). Jeg bruger til gengæld meget få glasurer – et par farvede og ellers få transparente matte og blanke glasurer. Jeg bruger ofte ren aske som glasur. Jeg forgløder både raku og stentøj ved ca. 950 gr. og glasurbrænder stentøj ved ca. 1260-1270 gr.


Jeg har udstillet og udstiller en del i kunstforeninger, på censurerede udstillinger og på forskellige udstillingssteder såsom gallerier/museer. Se mere på www.ibsenkeramik.dk/udstillinger/


I 2012 blev jeg optaget i Dansk Pottemagerforening af 1884 på opfodring af Lars Kähler. Medlemskabet af foreningen har givet mig et inspirerende fagligt interessefællesskab.


Siden er jeg i 2020 blevet optaget i DKOD, og derefter blev jeg i 2021 medlem af Syddjurskunstnere, som også er et inspirerende og givende fællesskab, hvor jeg indtil nu har været med på et par af de traditionsrige Påskeudstillinger.



Klik på billede for stor størrelse


Lars Ibsen

Holmbjergvej 99

8420 Knebel

Tlf. 24236903

214 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page