Udstillinger / Påskeudstilling 2019

Påskeudstilling 2019

Syddjurskunstnernes Påskeudstilling 2019.

WORK IN PROGRESS – VÆRKETS TILBLIVELSE.

Når Syddjurskunstnerne i Påsken slår dørende op for den 13 udgave af foreningens Påskeudstilling på Fuglsøcenteret, får publikum en unik mulighed for at komme helt tæt på den kreative proces i et kunstværk. Årets tema ”Work in progress – værkets tilblivelse” tager nemlig de besøgende med ind der hvor kunsten skabes.

Hvilke tanker ligger der bag kunsten? Hvordan bliver et kunstværk til? Hvordan kommer en kunstner fra idé til færdigt værk? Hvorfor ser kunsten ud som den gør?

På udstillingen ”Work in progress – værkets tilblivelse” kan du blive meget klogere på det alt sammen. Som noget nyt vil der nemlig i år være arbejdende kunstnere i Ovalen samt artist-talks, hvor kunstnere fortæller om værkets tilblivelse og om deres daglige arbejde med kunsten. Der vil være en tidslinje og et skema der fortæller, hvornår, hvad og hvem af kunstnerne der er tilstede, hvilket gør det nemt for den besøgende at planlægge dagen.

I rum 16 vil der være biograf med videooptagelser af de forskellige kunstnere, optaget og redigeret af Bjarne Hermansen. Også her vil en tidslinje gøre det nemt at udvælge de kunstnere man ønsker af se videoklippet omkring.

Udover temaudstillingen i Ovalen, vil Fuglsøcenteret være fyldt op med 17 kunstneres separate udstillinger i de øvrige lokaler rundt på centeret. Her vil det være muligt at møde kunsterne, der i stor udstrækning vil være tilstede på udstillingen i Påsken.

I Fuglsøcenterets restaurant er der hver dag brunch fra kl.09.30-13.00 og mulighed for kaffe og kage i deres cafè om eftermiddagen.

Udstillingen åbnes onsdag d. 17 april kl.17.00, ved tale af Borgmester i Syddjurs Kommune Ole Bollesen.


Fuglsøcentret, Dragsmur 6, 8420 Knebel

Udstillingen er støttet af Syddjurs Kommunes Kulturpulje.
 
syddjurskunstnere
Opdateret 26.04.2023
© 'Syddjurskunstnere'  /  www.syddjurskunstnere.dk